Founders Note - #002

Founders Note - #002

De to ting, kvinder i overgangsalderen sjældent bliver spurgt om

Safezone Journal · Founder’s Note · Menopause Awareness Month

Kære du

Oktober er Menopause Awareness Month, og jeg har valgt at skrive om to ting, jeg møder i min klinik hver eneste uge, og som vi efter min mening taler alt for lidt om: Hvordan kvinder i overgangsalderen har det mentalt, og hvordan de har det intimt.

"Jeg tror, det er overgangsalderen." Sådan begynder mange af mine samtaler med kvinderne i klinikken, og ret ofte har de ret. Men når jeg spørger, hvordan de har det mentalt, og hvordan de har det intimt, er det ofte første gang, nogen har spurgt dem om det. Det er ikke tilfældigt. De to ting er svære at tale om, og de hænger tættere sammen, end de fleste tror.

Kvinderne ved det allerede

De kvinder, jeg møder, er velinformerede. De har læst om perimenopausen, de kender ordene, og de har ofte et præcist bud på, hvad der sker.

De fortæller om at vågne klokken tre og ikke falde i søvn igen. Om at reagere stærkere, end de kan genkende. Om at være flad på en måde, der ikke ligner normal træthed. Og nogle gange, når samtalen er kommet i gang, om at sex er begyndt at gøre ondt, eller at lysten er forsvundet.

Det, de mangler, er sjældent viden. Det er at blive mødt. Mange har siddet over for nogen, der kaldte det stress eller aldersbetinget, eller som henviste til en blodprøve, som efterfølgende viste sig at være normal. Og mange er aldrig blevet spurgt om to af de ting, der fylder mest: Humøret og den intime sundhed.

Ét hormon, to steder

Østrogen virker ikke kun i livmoder og æggestokke. Der er også østrogenreceptorer i hjernen og i fx vulva, vagina, urinrør og blære. Når østrogenniveauet ændrer sig, kan det mærkes flere steder i kroppen.

I hjernen spiller østrogen sammen med blandt andet serotonin- og dopamin-systemet. Progesteron omdannes til allopregnanolon, der virker på GABA-receptorerne, som har betydning for ro og angstregulering. Forskningen peger på, at det ofte ikke er niveauet i sig selv, der påvirker humøret, men svingningerne. Derfor er perimenopausen en særligt sårbar periode, og derfor kan en normal blodprøve ikke tilsidesætte det, en kvinde mærker.

I den intime slimhinde har østrogen betydning for slimhindens tykkelse, for den naturlige fugtighed og for indholdet af glykogen i cellerne. Glykogen er føde for laktobaciller, de bakterier, der dominerer et sundt vaginalt mikrobiom og holder pH lav. Når østrogenniveauet falder, bliver slimhinden tyndere, der kommer typisk færre laktobaciller, og pH stiger.

Det er det samme hormon. Men vi taler om de to steder, som om de intet havde med hinanden at gøre.

Når ord ændrer, hvad vi ser

Ordet "menopause" blev formet af den franske læge Charles de Gardanne i begyndelsen af 1800-tallet. Siden har sproget formet, hvordan vi forstår overgangsalderen, og hvad vi overser.

Depression i midtlivet, ikke mindst hos kvinder i overgangsalderen, blev i årtier beskrevet som en selvstændig sygdom: "involution melankoli". Diagnosen blev fjernet fra den amerikanske psykiatriske diagnosemanual i 1980, fordi forskningen ikke kunne bekræfte den som en særskilt sygdom. I dag har vi et mere præcist billede: Perimenopausen er forbundet med en øget risiko for depressive symptomer, også hos kvinder, der aldrig har haft problemer med humøret før.

Intimt hed det længe "vaginal atrofi". I 2014 indførte to internationale fagselskaber i stedet begrebet genitourinærtmenopausesyndrom, GSM. Det skete blandt andet, fordi ordet atrofi blev oplevet som negativt ladet, og fordi det ikke dækker, at forandringerne også rammer urinveje og blære.

Begge ændringer handler om det samme: at se kvinden og hendes symptomer mere præcist og i sammenhæng.

Det, der ikke går over af sig selv

Hedeturene aftager hos de fleste med tiden. Det gør de intime forandringer ofte ikke. Uden behandling bliver GSM typisk gradvist værre: nedsat naturlig fugtighed, svie, smerter ved samleje og hyppigere urinvejsinfektioner.

Alligevel er det noget, mange kvinder ikke nævner, og som de sjældent bliver spurgt om. Mange tror, det er noget, man må leve med. Det er ikke tilfældet. Der findes effektiv behandling, også lokal behandling, og den skal vurderes sammen med en læge.

Hvorfor de to hænger sammen

Når jeg siger, at de to ting hænger sammen, mener jeg ikke kun, at de har det samme hormon til fælles. Jeg ser det i de samtaler, jeg har med kvinder, og forskningen understøtter det.

Smerte trykker på bremsen. Når slimhinden bliver tyndere, og sex begynder at gøre ondt, trækker mange sig fra nærheden. Studier viser, at intime gener i overgangsalderen påvirker både seksualliv, selvværd og livskvalitet. Det tab kan også mærkes på humøret.

Humøret påvirker lysten. Nedtrykthed, uro og søvnmangel påvirker vores overskud negativt, og nedsat lyst er et velkendt symptom ved depression. Mange kvinder tror, at lysten er forsvundet, når den i virkeligheden er presset af alt det andet.

Behandling af det ene kan påvirke det andet. Nogle typer antidepressiv medicin kan påvirke lyst og seksuel funktion. Derfor er det vigtigt, at den, der behandler humøret, også ved, hvordan du har det intimt, og omvendt. Stop aldrig medicin uden at tale med din læge.

Begge dele er svære at tale om. Måske er det den vigtigste grund til, at de bliver overset sammen. Det kræver mod at sige "jeg har det ikke godt", og det kræver mod at sige "det gør ondt". Mange kvinder siger ingen af delene, medmindre nogen spørger.

Hormoner er ikke hele forklaringen. Søvn, stress, relationer og livssituation betyder også noget, og 40'erne og 50'erne er ofte år med meget på én gang. Men hormonerne skal med i samtalen. Både når vi taler om hovedet, og når vi taler om den intime sundhed.

Det, jeg gerne vil sige til dig

Hvis du tror, det er overgangsalderen, så tag det med til din læge. Og nævn begge dele: Hvordan du har det mentalt, og hvordan du har det intimt. Også selvom ingen spørger.

Du behøver ikke vente, til det bliver værre. Har du det svært, så søg hjælp nu.

Jeg startede YOUCARE, fordi intim sundhed fortjener samme faglige alvor som resten af kroppen. Hvis Menopause Awareness Month skal betyde noget, er det for mig netop det: at hele kvinden bliver set, også de dele, vi har sværest ved at tale om.

Du er ikke ved at blive en anden. Du er i en overgang. Og du fortjener at blive set i den hele vejen.

Kærligst,
Dorthe

Forrige Næste

Vi anbefaler

Indkøbskurv

Calculating

Din kurv er tom