Din prævention er et sundhedsvalg - ikke bare en recept
SafeZone Journal · Founder's Note
Kære du
Hvornår har du sidst talt med nogen om din prævention? Ikke for at forny recepten, men for at tale om, hvordan den egentlig passer til dig?
For mange er svaret: aldrig. Man vælger en prævention som ung, og så kører den. Fem år, ti år, femten år. Men din prævention er et sundhedsvalg, du ejer, ikke bare en recept, du fornyer. Og den dialog fortjener at blive taget op igen, når kroppen og livet ændrer sig.
Mere end beskyttelse
Vi taler om prævention, som om den kun har én opgave: at forhindre graviditet. I virkeligheden påvirker den langt mere. Blødninger, smerter, hud, slimhinder og for nogle også humøret.
Det er ikke en advarsel. Det er en mulighed. For når du ved, hvad din prævention gør, kan du også vælge den, der passer bedst til dig, der hvor du er i livet.
Når prævention også er behandling
For mange kvinder er præventionen en del af løsningen på noget helt andet end graviditet.
Hormonspiral og p-piller kan fx bruges til at mindske kraftige blødninger, lindre menstruationssmerter og dæmpe symptomer på endometriose. For nogle er det netop den virkning, der gør hverdagen lettere.
Omvendt kan en kobberspiral, som ikke indeholder hormoner, give kraftigere og mere smertefulde menstruationer hos nogle. Den kan være det helt rigtige valg for én kvinde og det forkerte for en anden.
Der findes altså ikke én type prævention der passer dig hele livet. Der findes ikke en “one size fits all” løsning. Men du skal vælge den prævention der passer bedst til dig, lige der hvor du er i livet, lige nu.
Hvad din prævention også gør
Vi har tidligere talt om, at prævention kan påvirke humøret. Men den kan også påvirke det intime miljø.
Studier tyder på, at kobberspiral er forbundet med en lidt højere forekomst af bakteriel vaginose, fordi blødning ved menstruation ændrer pH værdien i skeden som stiger og dermed næres de dårlige bakterier.
Østrogenholdig prævention ser ud til at være forbundet med en lavere forekomst af bakteriel vaginose. Det er ikke en grund til at vælge den ene frem for den anden. Men det er et eksempel på, at prævention og det vaginale mikrobiom hænger sammen, og at det er værd at have med, når du vælger.
Et valg, der skal følge med dig
Det, der passede til dig som 20-årig, passer dig ikke nødvendigvis som 35-årig, efter en fødsel eller i 40'erne. Dine blødninger ændrer sig, dit liv ændrer sig, og dine behov ændrer sig.
Det gælder også i årene op til overgangsalderen. Mange tror, at behovet for prævention forsvinder, når menstruationen bliver uregelmæssig. Det gør det ikke. Man kan stadig blive gravid, og derfor anbefales det typisk at fortsætte med prævention, indtil der er gået et år uden menstruation efter 50-årsalderen.
Fire spørgsmål, du kan tage med til din læge
Hvis du vil tage ejerskab over din prævention, så start her:
Hvorfor er det netop den her prævention, jeg bruger?
Hvad gør den for mine blødninger og smerter?
Passer den stadig til mit liv og min krop?
Hvilke alternativer har jeg?
Og hvis du overvejer at skifte, så gør det i samråd med din læge, så du ikke står uden beskyttelse imens.
Din prævention skal arbejde for dig. Ikke omvendt.
Kærligst,
Dorthe