Du kan af og til opleve kløe og svie i underlivet, både ved indgangen til og i selve skeden. Langt de fleste gange skyldes det ikke sygdom, men en ubalance i din bakterieflora – typisk forårsaget af enten bakterier eller svamp.
Begge dele er naturligt forekommende i skeden, men bliver holdt i skak af en sund pH-værdi på 3,8–4,2. Når pH-værdien stiger, fx pga. brug af almindelig sæbe, antibiotika, hormonforandringer eller partnerskift, får bakterier og svampe bedre vækstbetingelser.
Det kan også blusse op ved nedsat immunforsvar – fx hvis du spiser meget sukker eller har sukkersyge. Heldigvis kan ubalancer i underlivet ofte behandles med håndkøbsprodukter, og i nogle tilfælde kræver det lægeordineret medicin.
Svampeinfektioner
Tre ud af fire kvinder oplever svamp i skeden mindst én gang i livet. Det skyldes ofte candida albicans, som giver kløe, svie og hvidligt, grynet udflåd. Behandlingen afhænger af graden og kan inkludere stikpiller, cremer eller tabletter.
Sådan forebygger du svamp:
-
Undgå tætsiddende tøj og trusseindlæg
-
Reducer sukker og alkohol
-
Brug skånsomme, pH-venlige intimplejeprodukter
-
Tis efter samleje og tør dig forfra og bagud
Bakteriel ubalance og vaginose
Den mest almindelige bakterie i skeden er gardnerella vaginalis, som kan give kløe, svie og ildelugtende, gulligt udflåd. Tilstanden kaldes bakteriel vaginose og rammer ca. 1/3 af kvinder i den fertile alder.
Vaginose opstår, når der er for få mælkesyrebakterier, og balancen forstyrres. Det kan ske ved sex med ny partner, hormonforandringer eller forkert pleje. Symptomerne minder om svamp, men behandles med antibiotika.
Husk: Efter antibiotika er det vigtigt at tilføre mælkesyrebakterier igen – enten i kapselform eller lokalt.
Hvornår skal du søge læge?
Ved vedvarende symptomer, smerter, meget ildelugtende udflåd eller hvis du er i tvivl om, det er svamp eller bakterier – kontakt din læge. Lægen kan tage en prøve og sikre korrekt behandling.
Skånsom pleje og forebyggelse
Du kan forebygge både svamp og bakteriel ubalance ved at:
-
Bruge mild intimsæbe med lav pH-værdi (som fx protect)
-
Undgå parfumerede produkter
-
Bruge bomuldsundertøj og luftige trusser
-
Holde øje med symptomer og reagere hurtigt
-
Tilføre gode mælkesyrebakterier løbende
Husk, at mænd også kan bære bakterier eller svamp – og hvis du oplever gentagne infektioner, bør en evt. partner også behandles.